Historisk tilbageblik: Vicente del Bosque afviste David Silva

Silva RM

Når David Silva i aften træder ind på Estadio Santiago Bernabéu, så er det med visheden om, at han ved flere lejligheder har været utroligt tæt på at blive Real Madrid-spiller og at det faktisk kun er tilfældigheder, som har forhindret ham i det.

I 1998 mødtes parterne for første gang, da den dengang 12-årige spiller blev kaldt til prøvetræning i Madrid. Det fortæller han i et dokumentar-program, som Manchester City, har lavet og som har fået titlen ”Made in Gran Canaria”.

Her siger han:
- De ringede hvert år, men vi besluttede os for ikke at tage af sted. Det følgende år skiftede jeg til min hjemby, hvor jeg spillede til jeg var 14 år.

Ifølge David Silvas far, Fernando Jiménez, var det faktisk Vicente del Bosque, som var skyld i, at et skifte aldrig blev til noget:
- Jeg mødte Vicente del Bosque. Jeg fortalte, da han snakkede om ham, at han havde kvaliteter og var visionær. Og han svarede, at drengen var meget lille. Jeg fortalte, at drengen ikke var der for at fortsætte. Han var der efter løfte fra en ven. Jeg fortalte dem, at hvis de fandt ham interessant, så kunne vi tage hjem og så kunne de følge ham.

Det er en historie, som bliver bakket op at Vicente Miranda, som var præsident for Arguineguín, hvor David Silva spillede:
- Vi tog ham dertil, fordi han havde nogle utrolige egenskaber for en spiller i den alder og vi var overbeviste om, at han fortsatte. Selv Míchel var imponeret. Han var der for at se sin søn spille og han måbede hver gang David havde bolden. ”Han fortsætter helt sikkert”, sagde han til os. I sidste ende blev det ikke til noget med Real Madrid, fordi de mente at han var for lille.

Parterne aftalte dog, at de skulle holde kontakten ved lige og snakke sammen senere, men Valencia kom på tværs og sikrede sig stortalentet. Det fortæller Sixto Alonso, som var talentspejder for Real Madrid og anbefalede spilleren til klubben:
- Jeg anbefalede David Silva til Real Madrid to gange. Klubben havde ham til prøvetræning i maj måned. De kunne godt lide ham, men blev ikke overbevist. Han vendte tilbage i september for at spille en turnering, hvor Valencia også deltog. Da Valencia fandt ud af, at Real Madrid heller ikke ville have ham i anden omgang, tog de hurtigt kontakt for at indlemme ham på Juvenil-holdet. Det er ting, som kan ske. Når man skal træffe 100 beslutninger om året, vil nogle af dem blive forkerte, mens mange vil være korrekte.

Mange år senere forsøgte Real Madrid igen at hente David Silva, nemlig i 2010, men også dengang blev det som bekendt ikke til noget og hans gode ven og fysioterapeut i Manchester City, Edu Álvarez, forklarer hvorfor:
- I klubber som Real Madrid og Barcelona er medierne og tilhængerne meget påtrængende. Fodboldspillerne i England er mere respekterede, her interesserer man sig kun for, hvad de laver på banen.

Men Real Madrid nåede faktisk at få David Silva til klubben og overrække ham en Real Madrid-trøje. Det skete i 2005, hvor han var udlejet til Eibar. I en kamp mod Lleida valgte han at sparke en bold ud af banen i dommerens tillægstid, selv om han var helt fri til scoring. Det skete fordi en modspiller lå skadet på banen. Derfor blev han indstillet af Fundación Real Madrid til at vinde præmien ”Premio a los valores humanos en el deporte”, altså præmien for menneskelige værdier i sporten og den hædersbevisning, samt en Real Madrid-trøje, modtog han af Emilio Butragueño og Alfredo di Stéfano.

Men tættere kom han aldrig på Real Madrid-trøjen.

Historisk tilbageblik: Da Real Sociedad blev klappet fra banen på Estadio Santiago Bernabéu

RealSociedadklappet ud

I morgen mødes Real Madrid og Real Sociedad i den ene af de fire kvartfinaler i Copa del Rey og forhåbentlig går det ikke som for 32 år siden, hvor baskerne blev klappet ud af Estadio Santiago Bernabéu efter en fodboldopvisning.

Det skete også i februar, nærmere bestemt den 18. februar 1988, hvor Real Sociedad for første og foreløbig eneste gang slog Real Madrid ud af Copa del Rey. Hele 0-4 endte opgøret til baskerne. På en kold og regnfuld aften ankom Real Sociedad til den spanske hovedstad med en føring på 1-0 fra første opgør på det daværende Estadio Atotxa. Målet scoret af en vis José María Bakero.

Han scorede også i returkampen og det samme gjorde Txiki Beguiristain og berømte Alberto ”Bixio” Gorriz, spilleren med flest kampe for Real Sociedad. Han husker følgende fra kampen og sit mål:
- Det var et af de bedste mål i min karriere, der på Estadio Santiago Bernabéu, ved bageste stolpe, med Buyo i målet, jeg husker det stadig. Jeg husker, at vi kom til Bernabéu med en kneben føring fra Atotxa, men vi vidste, at vi ville komme til at kæmpe, fordi det var en semifinale i Copa del Rey, men vi holdt stand, fordi vi kæmpede meget i første halvleg, som man skal i den type kampe, fordi man skal holde sig stående på trods af de slag, man får. De havde chancer, men de scorede ikke, fordi vi var meget seriøse i en meget hård første halvleg. Men så åbnede vi målscoringen på mit mål, som jeg stadig næsten ikke kan tro på. Og herfra gav vi en opvisning i spil og mål, vi spillede en pragtkamp og jeg husker, at det var den eneste gang, at Real Sociedad gik fra banen med klapsalver fra publikum på Bernabéu.

Denne gang afvikles kampen blot over et enkelt opgør og det gør det sværere for baskerne, hvis man skal tro Gorriz, som dog ikke vil afskrive Imanols tropper og han håber naturligvis på en gentagelse.

I 1988 forhindrede La Real et El Clásico-opgør i Copa del Rey-finalen, som man tabte til Barcelona, som efterfølgende købte både Bakero og Beguiristain, men i Baskerlandet har man ikke glemt aftenen på Estadio Santiago Bernabéu, hvor Real Madrids fantastiske publikum rejste sig og anerkendte modstandernes præstation.

Historisk tilbageblik: Real Madrids første besøg i Aragón-regionen endte med udvisning af.....dommeren

Samitier

José Samitier ved kontrakt-underskrivelsen med Real Madrid i 1933.

Real Madrid er i aften tilbage på La Romareda til Copa del Rey-opgøret mod Zaragoza, som forhåbentlig bliver mindre dramatisk end klubbens første kampe i Aragón-regionen.

Her skal vi helt tilbage til den 17. oktober 1922, hvor Real Madrid spillede to opvisningskampe mod Barcelona i anledning af Pilar-festlighederne dette år. Det skete på det nyopførte Estadio Delicias, som var åbnet en måned tidligere og det blev dramatisk. Første kamp endte med en sejr på 5-2 til Barcelona.

Men dagen efter opstod dramatikken, da Barcelonas José Samitier var stærkt utilfreds med, at linjevogteren dømte en bold ude og Samitier fik afløb for sine frustrationer og sparkede bolden efter linjevogteren. Det fik kampens dommer, Aizpurua, til at bede Samitier om at forlade banen, men Barcelona-spilleren var brysk:

- Det tror ikke engang du på, svarede han godt støttet af de fremmødte tilskuere.

Dommer Aizpurua fastholdt dog, at kampen ikke ville blive igangsat før Samitier havde forladt banen.

Uroen bredte sig og til sidst måtte præsidenten for ”Asociación Aragonesa de Cultura Física”, José María Gayarre, ned på banen for at mægle i striden. Han var også kendt for at være ophavsmanden til fodbolden i Aragón-regionen og var redaktør for sportsaviserne Diario de Avisos, El Noticiero og Heraldo, hvor han skrev under pseudonymerne ”Goal” og ”XXX”.

Og han bad simpelthen dommer Aizpurua om at forlade banen og så overtog han selv dommerfløjten og fuldendte kampen med José Samitier på banen. Kampen endte 4-2 til Barcelona.

Real Madrid vendte tilbage til Zaragoza i september 1926, hvor man vandt træningskampen med 2-3 og sæsonen efter spillede man kvart- og semifinaler i Copaen, hvor man vandt 8-1 over Europa den 1. maj, men ugen efter måtte se sig slået med 2-o af Real Unión, som senere vandt finalen med 1-0 over Arenas de Getxo.

José Samitier fik senere en flot, men kort, karriere i Real Madrid, både som spiller og som sportsdirektør. Han var også sportsdirektør i Barcelona og menes at have udnyttet sine kontakter til General Franco til at sikre, at man i Catalonien fik Ladislao Kubala til klubben.

På trods af at have været i begge klubber og have været stor beundrer af General Franco, var det med stor sorg i begge klubber, at man modtog nyheden om hans død i 1972.

Historisk tilbageblik: Real Madrid og Atlético Madrid har delt stadion ved flere lejligheder

Juventus Atl bernabeu

Real Madrid og Atlético Madrid tørner i aften sammen på Wanda Metropolitano, som for to sæsoner siden blev Atlético Madrids sjette hjemmebane i historien. Før dette stadion spillede Los Rojiblancos på campo del Retiro eller del Tiro de Pichón (1903-13), el Campo de O'Donnell (1913-23), el Estadio Metropolitano (1923-66), Vallecas (1940-43) og Estadio Vicente Calderón (1966-2016).

Undervejs har de to klubber faktisk delt stadion og flere gange har det været på tale, at de skulle have et fælles stadion i den spanske hovedstad, men det er dog aldrig blevet til noget, men begge klubber har dog haft gavn af hinandens stadions.

I de første år af de to klubbers levetid holdt de begge til i Parque de Retiro, hvor spillerne selv malede kridtstregerne og satte målene op inden kampene gik i gang. Her mødtes spillerne og havde et fint forhold til hinanden, inden Madrid CF i 1903 flyttede til Calle Goya og fik nyt spillested, mens Athletic de Madrid blev og gjorde Parque de Retiro til deres hjemmebane.

I 1912 flyttede Madrid CF til Estadio de O´Donnell i nærheden af Plaza de Tores de Goya (der, hvor Palacio de los Deportes – WiZink Center ligger i dag) og få hundrede meter derfra oprettede Athletic de Madrid deres hjemmebane, Campo de O´Donnell. Begge baner var indhegnet og med tilskuerrækker. Her blev de i et årti, inden Real Madrid i 1923 flyttede til Velódromo de la Ciudad Lineal og året efter byggede Chamartín. Athletic de Madrid flyttede i 1923 til bydelen Cuatro Caminos, hvor man spillede på Stadium Metropolitano, som var ejet af Madrids Metro-selskab, deraf navnet Metropolitano og det var topmoderne på det tidspunkt.

I 1936 begyndte den spanske borgerkrig, som fik voldsom betydning for begge klubber og nogle af de største slag i den spanske hovedstad kom netop til at foregå omkring Ciudad Universitaria og omkring Athletic de Madrids stadion, som blev totalskadet. Knapt så slemt stod det til for Chamartín, som i efterkrigs-årene kom til at danne fælles hjemmebane for de to klubber i en periode, indtil Athletic-Aviación flyttede til Vallecas, hvor man spillede til Metropolitano var genopbygget.

Her skulle Real Madrid komme til at spille sine hjemmekampe i sæsonen 1946/47 og en del af sæsonen 1947/48, idet byggeriet af Nuevo Chamartín (det senere Estadio Santiago Bernabéu) var i gang. Det var dog ikke en periode, som Don Santiago Bernabéu huskede tilbage på med glæde, for lejen af stadion var voldsomt dyr og samtidig fik tilhængerne af Athletic gratis adgang til Real Madrids kampe og de kom ikke for at støtte Real Madrids spillere.

Men Atlético de Madrid skulle snart få lov til at spille på Estadio Santiago Bernabéu. Det skete den 24. april 1963, hvor Atlético de Madrid mødte Nürnberg i semifinalerne i Pokalvindernes turnering. Det skete fordi Metropolitano var ved at være nedslidt og slet ikke kunne rumme så mange tilskuere som Real Madrids stadion, som på det tidspunkt havde plads til 125.000 tilskuere. Økonomisk og sportsligt blev det en gevinst for Atlético de Madrid at spille der, så man gentog succesen i januar 1964, hvor man spillede Copa de Ferias mod Juventus.

Denne gang gik det dog ikke godt for Atlético. Dels tabte de kampen med 1-3, men Real Madrids tilhængere var samtidig mødt stærkt op for at heppe på Den Gamle Dame, som havde den tidligere Real Madrid-spiller, Luis del Sol, på holdet. Det gav lidt ballade mellem de to klubber og de var derfor ikke specielt positive over for bystyrets ide om at lave et fælles stadion til begge klubber.

I stedet opførte Atlético de Madrid deres Estadio de Manzanares (senere Estadio Vicente Calderón), men under opførelsen af stadion skulle man bruge et sted at spille sine kampe og igen blev Estadio Santiago Bernabéu nævnt som en mulighed, men Real Madrid krævede en meget høj leje og derfor blev det aldrig en mulighed. Det skyldtes især, at Atlético de Madrid ikke længere havde Javier Barroso som præsident. Han var personlig ven med Don Santiago Bernabéu. I stedet var Vicente Calderón blevet præsident.

I stedet for at finde et nyt stadion, løste man det ved at tilpasse turneringsplanen og samtidig fjernede bystyret en række forhindringer i byggeri-planen, angiveligt efter indflydelse fra en af Francos generaler, Fuertes de Villavicencio, som samtidig var en del af Atlético de Madrids ledelse.

Den foreløbig sidste gang, at de to klubber har delt stadion var den 12. marts 1994. Efter et 0-3 nederlag hjemme på Estadio Santiago Bernabéu til Tenerife, hvor der blev smidt genstande ned på banen, som ramte fjerdedommeren, blev man udelukket fra at spille der og derfor måtte man til Manzanares og spille Liga-kampen mod Rayo Vallecano, som blev slået med 5-2. Det var i øvrigt i Vicente del Bosques debut som træner.

Historisk tilbageblik: Første "VAR"-kendelse kom i El Clásico

Guruceta

Real Madrid spiller i denne uge returkamp i Copa del Rey mod Barcelona og denne omgangs Historisk tilbageblik skal derfor handle om netop det. Og så det berømte/berygtede VAR. Kan det blive mere aktuelt?

Vi skal tilbage til sæsonen 1969/70, hvor Real Madrid og Barcelona mødtes i det, der dengang blev kaldt Copa Generalísimo. Det var i kvartfinalen og Real Madrid havde vundet det første opgør med 2-0. Også med polemik, for Amancio scorede til 2-0 i en situation, hvor Barcelona mente at han var off side.

Kampen var ekstra vigtig for Real Madrid, for efter en række succesfyldte år, var klubben havnet i en sportslig krise med blot en sjetteplads i den spanske liga efter hold som Atlético Madrid, Ath. Bilbao, Sevilla, Valencia og Barcelona og man var derfor på vej til at ryge ud af europæisk fodbold for første gang siden starten i 1956.

I det spanske diktatur var der naturligvis gået politik i sagen. Man mente, at udenrigsminister Castiella ikke ønskede, at det han selv kaldte ”den bedste ambassadør for Spanien” skulle ende uden for europæisk fodbold og samtidig var der et brændende ønske i Catalonien om at se General Franco overrække pokalen til Barcelona-spillerne på netop Nou Camp, hvor finalen skulle spilles. Og så var der også mange catalanere, som ikke havde glemt, at Real Madrid-præsident Don Santiago Bernabéu havde udtalt, at han ”beundrede Catalonien, på trods af catalanerne”.

Returkampen i Barcelona var derfor vital og det var samtidig en af de første gange, at Televisión Española viste en kamp og de skulle få en helt særlig rolle i forhold til denne kamps historiske eftermæle.

Barcelona bragte sig foran ved Charly Rexach lige før pausen og anden halvleg blev et jævnbyrdigt opgør, lige indtil det 60. minut, da dommer Guruceta dømte straffespark til Velázquez begået af Rifé. Guruceta var på det tidspunkt en af de mest respekterede dommere i Spanien, men han stod langt fra forseelsen, som blev opfanget af Television Española. Dengang havde man ikke teknikken til at lave gengivelser med videre, men balladen kunne man godt lave alligevel.

Et par år forinden havde man haft den såkaldte ”Final de las Botellas”, hvor banen blev overdænget med flasker på grund af en tvivlsom kendelse, men nu var det sæde-hynder som haglede ned på banen, inden Barcelonas spillere i protest forlod banen. Herefter fulgte udvisningen af Barcelonas Eladio, som klappede ad dommeren og sagde: Du er Madridista og du har ingen skam i livet.

hynder

Og ti minutter efter at straffesparket var blevet dømt, kunne Amancio så omsætte det til sikker scoring. Hvilket blot førte til slåskamp mellem spillerne og senere i kampen var der tilskuer-invasion, da Guruceta valgte ikke at fløjte et straffespark, som man mente var begået mod Rifé.

Guruceta valgte at fløjte kampen af fem minutter før tid, da Real Madrid-træner Miguel Muñoz blev ramt af kasteskyts og dommeren måtte selv ledsages fra banen af politiet og man måtte give ham en politi-uniform på, da man skulle fragte ham ud af stadion.

Kampen fik store konsekvenser for flere fremtrædende personer efterfølgende. Don Santiago Bernabéu påstod at have modtaget mere end 300 dødstrusler på bare en enkelt dag. Kampens dommer, Guruceta, blev idømt seks måneders karantæne ”for at fremprovokere et problem for den folkelige orden med sin usikre dommer-præstation”. Eladio fik to spilledages karantæne, Barcelona fik en bøde på 90.000 pesetas og advarsel om at få lukket deres stadion. José Plaza, som var præsident for dommer-foreningen, valgte at træde tilbage, fordi han ikke fandt straffen til Guruceta rimelig. Det var man ikke kede af i Barcelona, for i den tid at Plaza var præsident for dommer-foreningen, vandt klubben nemlig ingen titler. Tilfældigt eller ej. Samtidig trådte Juan Antonio Samaranch tilbage som landets delegerede inden for sport og i hans sted, ansatte man Juan Gich, som inden da havde været direktør i Barcelona, hvilket fik Real Madrid til at forlade det spanske fodboldforbund.

Og for nu at lade som om, at intet var hændt, så valgte man at spille Copa Generalísimo-finalen på Nou Camp. Her var Real Madrid deltager og vandt kampen mod Valencia og modtog efterfølgende pokalen af General Franco.

Guruceta kom først til at dømme fodboldkampe igen i 1980erne, men på Nou Camp glemte man ikke hans navn, som blev råbt taktfast, når hjemmeholdets tilskuere følte utilfredshed med dommeren.

Se Television Españolas klip af straffesparks-situationen her:

Historisk tilbageblik: Den første El Derbi-polemik

Alsua

Det eneste billede af den polemiske Alsúa-scoring.

I morgen spilles El Derbi i den spanske hovedstad og man kan være sikker på masser af dramatik og polemik.

Dem har der været masser af i tidens løb, men denne Historiske tilbageblik bringer os tilbage til den første af slagsen, nemlig kort efter den spanske borgerkrig, hvor Atlético Madrid var det førende hold i hovedstaden, mens Real Madrid kæmpede mod nedrykning.

Den spanske borgerkrig var hård ved Real Madrid, som inden havde været det bedste hold i hovedstaden, men man måtte afgive en masse spillere, som måtte flygte ud af landet af frygt for repressalier, heriblandt var legendariske Ricardo Zamora, som bliver betragtet som den første Galáctico i spansk fodboldhistorie.

Efter borgerkrigen vendte han tilbage til Spanien og modtog sin straf for ikke at være Pro-regimet, men han blev også træner for Atlético Madrid.

Med ham som træner vandt Atlético Madrid to mesterskaber i træk, mens Real Madrid begyndte den hårde vej for at genskabe klubben og det skete med Don Santiago Bernabéu som præsident. Forinden havde der været snak om at skabe ét storhold i Madrid, men Don Santiago Bernabéu havde andre planer og en af hans første gerninger var at skabe et stort stadion, som kunne generere penge til de store projekter, som præsidenten barslede med.

El Nuevo Chamartín – i sin første fase – blev indviet i 1947, men Real Madrids hold var langt fra så imponerende som det nye stadion. Det var tydeligt, at pengene var lagt i stadion-projektet og ikke i stærke spillere.

Denne sæson gik det da heller ikke specielt godt for Real Madrid. Man vandt ikke en kamp før i 7. spillerunde og i den første kamp efter indvielsen af Nuevo Chamartín tabte man hele 7-1 ude til Oviedo. I 20. spillerunde røg man ned på nedrykningspladserne efter et 0-1 nederlag til Sporting, mens man runden efter vandt 0-3 ude over Sevilla i et opgør med flere tvivlsomme kendelser i Real Madrids favør.

Herefter ventede El Derbi mod mesterskabs-kandidaterne fra Atlético Madrid, som havde vundet det første opgør med 5-0.

Kampen var allerede dengang et tilløbsstykke og 72.125 tilhængere var mødt frem til kampen, som blev spillet den 29. februar 1948 og Atlético Madrid kom da også foran efter blot 8 minutters spil, men i anden halvleg fik Alsúa udlignet på et mål, som flertallet af tilhængerne på Nuevo Chamartín efterfølgende klart mente var blevet scoret med hånden.

Dengang var der ikke TV-billeder, som kunne give klarhed over hændelsesforløbet og der findes kun et lidt uskarpt billede fra Marca fra situationen, som betød at Atlético Madrid mistede point i mesterskabskampen med Valencia og Barcelona, mens Real Madrid fik lidt luft til bunden og efterfølgende reddede sig.

Efterfølgende rykkede magtbalancen sig også i den spanske hovedstad, hvor Real Madrid blev den store og mægtige magtfaktor, hvilket fik Don Santiago Bernabéu til at udtale:

- Jeg forstår ikke hvorfor, når man kommer fra Madrid, kan holde med Atlético. Det er som at vælge at være fattig, når man kan være rig.

Og rig blev Real Madrid i de efterfølgende år, hvor man udbyggede Nuevo Chamartín til mere end 100.000 tilskuerpladser og gav det navnet Estadio Santiago Bernabéu, som kom til at huse tidens største fodboldhold, såvel finansielt som sportsligt.

Måske meget havde set anderledes ud, hvis Atlético Madrid havde vundet det polemiske opgør og senere mesterskabet, mens Real Madrid var rykket ned. Alt sammen spekulationer.

Historisk tilbageblik: Da Real Madrid tilbød Manchester United at leje Alfredo di Stéfano

Manu realmadrid

I går var det 60 år siden, at Manchester United mistede næsten et helt fodbold-hold i den forfærdelige fly-ulykke i München på vej hjem fra en fodbold-kamp mod Røde Stjerne Beograd.

The Daily Telegraph fortæller i dag historien om, at Don Santiago Bernabéu tilbød at hjælpe den engelske klub oven på tragedien ved at udleje Alfredo di Stéfano til dem. Historien bringes fra bogen ”Historie fra to byer: Manchester og Madrid: 1957 – 1968”, som er skrevet af John Ludden, som i Telegraph fortæller:

- Di Stéfano var klar til at komme. Det var helt ekstraordinært, for på daværende tidspunkt stod Real Madrid over for Barcelona og det en meget politisk affære for tilhængerne. Real Madrids økonomi-ansvarlige hed Raimundo Saporta, han stod for alle køb af spillere og han sagde til Jimmy Murphy, assistent for Matt Busby: Jeg forsøger at holde det som hemmeligt, som jeg kan, for politisk vil det være en skandale i Spanien.

Udlejningen blev dog aldrig til noget, for man ikke tilladelse fra Alan Hardaker, som var højtstående medlem af Football League, der godkendte klubbernes køb af spillere. Han sagde:

- Hvorfor hente en i Spanien? Hvorfor ikke en spiller fra Manchester eller Black Country (Industri-område vest for Birmingham, hvor man hovedsageligt har kulminer, red.), hvor I fandt Edwards (en af de omkomne spillere fra fly-ulykken, red.).

Hardaker holdt angiveligt med Chelsea og han havde forhindret de engelske hold i at deltage i den første udgave af mesterholdenes turnering.

Real Madrids tilbud til Manchester United var også lidt opsigtsvækkende, fordi de to klubbers forhold var kølnet af Real Madrids interesse i at hente Matt Busby til Spanien som træner efter deres indbyrdes opgør i april 1957, hvor Don Santiago Bernabéu var særdeles imponeret over den engelske træner, som dog afviste Real Madrids tilbud, fordi han hellere ville skabe sit eget hold med Manchester United.

Efter dette opgør fik førnævnte Edwards et guldur af Don Santiago Bernabéu, som han mistede i fly-katastrofen og da han blev indlagt på hospitalet svært tilskadekommen efter flystyrtet, bad han om at man fandt det ur til ham og det lykkedes at finde det i vragdelene fra flyet, men desværre afgik Edwards ved døden 15 dage efter sin indlæggelse.

Et par måneder efter fly-katastofen i München genvandt Real Madrid dog Mesterholdenes turnering og Don Santiago Bernabéu dedikerede titlen til Manchester United og tilbød dem at få pokalen.

Det og så tilbuddet om udlejning af Alfredo di Stéfano var dog ikke Real Madrids eneste tiltag for at hjælpe den nødstedte engelske klub. Don Santiago Bernabéu fik også fremstillet nogle mindevimpler for at indsamle midler til ofrene, ligesom de overlevende blev tilbudt behandling i Madrid, mens deres familier kunne komme på betalt ophold i Spanien. Herudover tilbød Real Madrid også at spille 5 opvisningskampe mod Manchester United, igen for at indsamle penge.

10 år efter fly-ulykken vandt Manchester United mesterholdenes turnering ved at slå Benfica i finalen. Undervejs havde man slået Real Madrid ud i semifinalen, men Real Madrids venskab og beundring for Manchester United forblev intakt og det første lykønsknings-telegram til de engelske spillere kom fra Don Santiago Bernabéu med ordene: ”Tillykke fra jeres venner i Madrid”.

Historisk tilbageblik: Da Che Guevara jublede over Di Stéfano-scoring

CheGuevara

Che Guevara og Alberto Granado i en kamp efter ankomsten til Cuba.

Real Madrid spillede i juli 1952 to kampe mod Millionarios de Bogotá med en vis Alfredo di Stéfano og dette Historiske Tilbageblik bringer os til datoen den 6. juli, hvor de to klubber mødtes i den første kamp på tre dage.

 

Kampen fandt sted på Estadio Nemesio Camacho El Campín, hvor mere end 50.000 tilskuere havde fundet vej til dette store opgør. Blandt dem var en 25-årig argentiner. Hans navn var Ernesto Guevara, senere kendt som Che Guevara og hans tro følger, Alberto Granado.

 

Vejen til stadion for de to var lang og farefuld og tog egentlig sin begyndelse i december 1951, hvor de ville rejse gennem Latin-amerika for at komme til Buenos Aires på blandt andet motorcykel og med en svømmetur over Amazonas-floden og til sidst havnede de i Colombia efter at have fået en kano af nogle peruvianske indianere.

 

I Colombia stødte de på det lokale fodbold-hold, Independiente Sporting og som forelskede i sporten foreslog de, at de skulle arbejde for holdet. Independiente Sporting var ikke noget godt hold og klubbens bestyrelse blev da også benovede over, at to argentinere ville arbejde for dem. Det måtte da borge for kvalitet, når de kom fra Argentina!

 

De blev derfor udnævnt som trænere og deres første opgave var at få sat skik på defensiven og arbejde med mandsopdækning, men de blev snart spillende trænere. Che Guevara tog målmands-posten, idet han som barn havde lidt voldsomt af astma, mens Alberto Granado, hurtigt vandt kælenavnet Pedernerita på grund af sine gode sparke-evner, som ledte minderne hen på Adolfo Pedernera, som var en af mange spillere, som skiftede fra argentinske River til Den Blå Ballet (Millionarios), som følge af spillerstrejken i Argentina i disse år. Holdet måtte dog se sig slået i den årlige turnering, hvor man efter 0-0 tabte på straffespark, selv om Che Guevara reddede det ene forsøg.

 

Independiente Sporting ville gerne have Che Guevara og Alberto Granado til at fortsætte i klubben, men selv om de tilbød dem gode penge, valgte de at sælge alle deres ejendele og tage vandflyveren til Bogotá, som modtog dem med allerstørste tristesse med militær i gaderne og masser af frygt, selv om det var fire år siden, at den venstre-liberale politiker Jorge Eliécer Gaitán blev myrdet kort inden han skulle have et møde med en ung cubansk student, som hed.....Fidel Castro. Det blev grund til opstanden med daglige skud-udvekslinger mellem Roberto Urdaneta Arbeláez´ regeringstropper og guerrillaen.

 

De to skulle da heller ikke være i Bogotá ret længe før de kom i klammeri med ordens-magten, da Che Guevara med en kniv tegnede et kort over byen for at orientere sig, hvilket fik politiet til at konfiskere kniven og herefter kom det til daglige kontroverser med politiet, som endte ud i, at de blev fængslet og truet med udvisning af landet, men de besluttede selv at forlade landet og drage til Venezuela. Det skete den 14. juli.

 

Men forinden nåede de at få deres største oplevelse i Bogotá, da de fik billetter til Millionarios, som var forstærket med mange argentinske stjerner og et Real Madrid-hold, som ikke havde vundet det spanske mesterskab siden 1933, men som stod foran at blive en verdens-gigant i fodbolden.

 

De to kampe blev spillet den 6. og den 9. juli og hvad der skete mellem disse to datoer, findes der flere versioner af. I den ene af dem, opnåede de to eventyrer kun at være på den mest populære tribune på stadion. I en anden version, opnåede de gennem en studerende ved navn Julián Córdoba at mødes med Alfredo di Stéfano efter den første kamp (som Millionarios vandt med 2-1 efter en scoring fra Pedernera med fem minutter igen), hvor de fik en snak med Di Stéfano og yderligere to billetter til den efterfølgende kamp, som Millionarios vandt med 1-0 på en scoring af Baez. Og i den tredje anekdote mødtes de med Alfredo di Stéfano før den første kamp, fordi de mødte op på en restaurant, hvor den argentinske stjernespiller ofte kom og simpelthen sad og ventede på ham.

 

Under alle omstændigheder var Che Guevaras beundring for Alfredo di Stéfano stor, også selv om han var tilhænger af Rosario Central og som barn havde han netop spillet i gaderne omkring Alta Gracia sammen med sin bror, hvor de havde været henholdsvis River og Rosario og det var også her, at han blev behandlet for sin astma, som endte med at gøre ham til målmand, fordi han løb mindre og kunne have en inhallator i lommen.

 

Che Guevaras og Alberto Granados colombianske eventyr bød også på andre fodbold-oplevelser. Blandt andet på en rejse for at se América del Sur, hvor de stødte på nogle arbejdere, som i deres pause spillede fodbold. Alberto Granado stoppede kampen og gav arbejderne taktiske anvisninger, hvilket førte til, at de begge blev udtaget til en kamp den efterfølgende weekend, som førte til en storslået sejr. Bagefter fortsatte Alberto Granado med at imponere, da han tilberedte en fantastisk ret med stegt ged.

 

I en anden kamp oplevede de at spille på selveste Machu Pichu. Men Che Guevara glemte ikke, at han fik lov til at opleve Alfredo di Stéfano i kamp for Millionarios inden skiftet til Real Madrid.

Historisk tilbageblik: Sommer-El Clásico i Cádiz

Cadiz prmie

Det blev betragtet som noget helt specielt, da Real Madrid og Barcelona i weekenden tørnede sammen i El Clásico i Miami i en træningskamp inden sæsonen. To klubber, som mildest talt ikke er på julekort med hinanden, om end tonen udadtil naturligvis er respektfuld.


Men det var ikke opsigtsvækkende i 1959, nærmere betegnet fredag den 28. august, hvor de to holds trupper i samme tog rullede ind på stationen i Cádiz for at spille Trofeo Carranza. På vejen dertil var toget stoppet ved flere stationer og her stod masser af mennesker for at hilse på spillerne, som fra vinduerne vinkede ud til de fremmødte.


Og det var dengang som nu de to måske stærkeste hold i verden. Real Madrid havde få måneder forinden vundet sin fjerde mesterholds-titel i træk, mens man havde tabt begge titler på spansk jord, som Barcelona havde taget sig af med den legendariske træner Helenio Herrera.


Nu skulle de spille sommer-turnering i Cádiz sammen med AC Milan og Standard Liege. AC Milan kom som italienske mestre og mesterholds-finalister året forinden, mens Standard Liege var belgiske mestre. Og som om at turneringen ikke var prestigefyldt nok, så præsenterede Real Madrid samtidig sine to nye spillere, den brasilianske verdensmester Didí og spanieren Canario.


Kampene blev afviklet over to dage, nemlig lørdag og søndag og foregik således, at de to semifinalekampe blev spillet om lørdagen, mens finale og kampen om 3./4. pladsen blev spillet om søndagen. Første kamp kl. 18.30 og anden kamp kl. 22.30, således at tilskuerne kunne nå at komme ud og få noget at spise mellem kampene.


Det blev et enormt tilløbs-stykke i Cádiz. Billetter til 700 pesetas blev lynhurtigt solgt på gaden til 1500 pesetas og kampene blev transmitteret af fire radiostationer, to fra Madrid og to fra Barcelona, mens 50 journalister havde akkrediteret sig til opgørene, heraf 12 belgiere, 4 italienere, 3 franskmænd, 1 argentiner og 1 brasilianer.


Det hele blev dog indledt med et foredrag fredag aften om fodbold og tyrefægtning, som blev holdt af forfatteren José María de Cossio og her deltog både Real Madrid og Barcelona i en seance, hvor man også mindedes den legendariske tyrefægter Ignacio Sánchez Mejías, som blev dræbt af en tyr i 1934 og i løbet af sit korte liv også nåede at være præsident i Betis.
Til selve fodbolden: Lodtrækningen havde maget det således at Barcelona skulle møde Standard Liege i den første kamp. Barcelona følte sig overbeviste om den sikre vej i finalen og Helenio Herrera sparede da også flere spillere, men havde alligevel et angreb bestående af spillere som Villaverde, Kocsis, Kubala, Eulogio Martínez og Czibor og man bragte sig da også hurtigt foran med 2-0, men belgierne fik udlignet og takket været en storspillende Nikolai i Liege-målet klarede man den til straffesparks-konkurrencen, hvor Barcelona trak det længste strå med samlet 4-3.


Lidt nemmere gik det for Real Madrid, som ikke sparede nogle af sine stjerne og derfor havde et angreb med spillere som Canario, Didí, Di Stéfano, Puskas og Gento, mens AC Milan stillede op med stjerner som Buffon, Maldini, Liedholm, Altafinj og Danova og det blev da også en rendyrket fodbold-fest, hvor Real Madrid bragte sig foran med 3-0 i løbet af de første 14 minutter og dermed på fremragende vis levede op til Di Stéfanos mantra ”1, 2, 3 og til pause”, altså at lave tre mål for at kunne tage den med ro og koncentrere sig om de smukke detaljer og hvis modstanderen reducerede, skruede man lige tempoet op og sikrede en ny 3 måls-føring. Real Madrid endte med at vinde kampen 6-3 og Alfredo di Stéfano levede selv op til sit mantra ved at score fire mål i den kamp.


Kampen om tredjepladsen blev vundet af AC Milan med 3-2 og dermed havde de første tre kampe givet 21 mål og dermed var der lagt op til en fantastisk finale, hvor hverken Real Madrid eller Barcelona sparede nogle spillere.


Barcelona sendte spillere som Olivella, Segarra og Gensana på banen sammen med angrebet, som til denne lejlighed bestod af Villaverde, Kocsis, Evaristo, Suárez og Czibor, mens Real Madrid stillede med stort set samme hold som i semifinalen; eneste ændringer var Pachín i stedet for Marquitos og Antonio Ruiz i stedet for Vidal.


Det blev en uforglemmelig aften, hvor Barcelona kom foran, men Real Madrid endte med at vinde med 4-3, takket være en utrættelig Paco Gento, som spillede en fantastisk kamp og Real Madrid-spillerne kunne derfor løfte det gigantiske trofæ, som dengang var lavet af materialer til en værdi af mere end 300.000 pesetas. Publikum kunne ikke tro deres egne øjne og de glemte aldrig disse fodbold-dage i Cádiz.


Kun en eneste person tog skuffet hjem fra festlighederne: Forfatteren Antonio Díaz Cañabate, som ikke havde set en fodboldkamp i 30 år, men blev lokket til at overvære finalen, hvor han skulle skrive en artikel for ABC og hans bidrag tilbage var at påpege, at Alfredo di Stéfano ikke var bedre end Rene Petit, selv om han erkendte at det kunne skyldes den hårde opdækning, han fik. Herudover beklagede han trænernes indflydelse, spillernes manglende frihed og endte med at konkludere, at fodbolden var på vej i en forkert retning.


Alt sammen efter fire uforglemmelige kampe med et scorings-snit på 7 mål pr. kamp.

Historisk tilbageblik: Skulpturen af Machimbarrena og Sotero Aranguren

På vej fra Real Madrids omklædningsrum til plænen på Estadio Santiago Bernabéu kommer spillerne forbi den berømte bronze-skulptur af Alberto Machimbarrena og Sotero Aranguren.

skulptur


For at finde ud af skulpturens historie skal vi tilbage til 1910erne og 1920erne, hvor spansk fodbold stadig blot var på amatør-stadiet.

Således var mange af Real Madrids spillere folk, som var i hovedstaden for at studere eller for at arbejde og det gjaldt også for vores to hovedpersoner, Alberto Machimbarrena og Sotero Aranguren.

Førstnævnte var baskisk midtbanespiller, som var rejst til Madrid for at studere arkitektur og han fik sig en plads på Real Madrids hold, hvor han kom til at spille sammen med argentineren Sotero Aranguren, som havde følgeskab af sin bror, Eulogio, som også begge var rejst til hovedstaden for at studere. Sammen fik de stor betydning for datidens Real Madrid-hold og de udviklede også et nært venskab, som dog ikke skulle komme til at vare længe på grund af deres alt for tidlige død. Begge spillere var særdeles elskede blandt Real Madrids publikum for deres store gentleman-manerer på og uden for banen.

Alberto Machimbarrena blev født i 1888 i San Sebastián, hvor han indledte sin fodboldkarriere hos Aurrera som målmand, men siden blev han en elegant midtbanespiller og som 14-årig kom han til Real Sociedad de San Sebastián, hvor han dog var nødt til at afbryde opholdet for at fortsætte sine studier i Madrid. Men hans glæde ved fodbold fik ham indskrevet som fodboldspiller i Real Madrid og det skabte grobund for det, man dengang kaldte ”Caso Machimbarrena”. Han var nemlig indskrevet som spiller i både Real Sociedad og i Real Madrid, men det løste det spanske fodboldforbund ved at lade ham spille den ene sæson i Real Sociedad og den næste i Real Madrid og sådan gik det frem til han afsluttede sine studier i 1917 og endeligt blev Real Madrid-spiller. Her var han frem til 1919, hvor han vendte tilbage til Real Sociedad for at afslutte sin karriere i 1921. Han vendte dog tilbage et par sæsoner senere, da Real Sociedad manglede spillere og her fik han flere kampe, indtil han blev alvorligt syg af tuberkulose og han døde den 19. juli 1923.

Machim

Alberto Machimbarrena i kamp for Real Madrid.

Sotero Aranguren blev født i Buenos Aires i 1894, men hans familie flyttede hurtigt til Spanien, nærmere betegnet San Sebastián, for at arbejde og her begyndte Sotero at spille fodbold med sin bror, Eulogio i den stærke klub, Easo, hvor han mødte Machimbarrena første gang. Sotero og Eulogio Aranguren flyttede også til Madrid for at studere og her blev Sotero den første argentiner i Real Madrids historie. Han var venstrekantspiller med en guddommelig teknik og lynende hurtig. Han spillede i Real Madrid til 1918, hvorefter han flyttede tilbage til San Sebastián, hvor han døde bare fire år senere af lungebetændelse til stor sorg for blandt andre Don Santiago Bernabéu, som sagde følgende om argentineren:

- Hvis han som fodboldspiller var enorm, så var han det ikke mindre som holdkammerat; Alle oplevelser synes for få til at vise det. Man kunne også bruge ham som rettesnor, både på og uden for banen.

Sotero

Sotero Aranguren i den klassiske hvide dragt.

De to spillere blev ikke glemt i den spanske hovedstad, hvor den spanske kongefamilie i 1925 donerede 14.000 pesetas til opførelsen af en skulptur af de to spillere. Det blev skulptøren Vela del Castillo, som skabte værket, som først fik plads i haverne omkring det gamle Chamartín og senere kom den ind og stå ved kontorerne på Estadio Santiago Bernabéu, men nu står den som nævnt på spillernes vej ud til banen og legenden fortæller, at det bringer held at røre de to spilleres knæ, inden man træder ind på Estadio Santiago Bernabéus grønsvær.


I de senere år har skulpturen fået en anden historisk betydning, idet man er begyndt at uddele små replikaer til spillere for lang og tro tjeneste og blandt andet fik Roberto Carlos et eksemplar i 2012, da han foretog det såkaldte Saque de honor før kampen mod Levante. Se klippet her:

 

Historisk tilbageblik: Da Cibeles tilhørte Atlético Madrid og Neptun tilhørte Real Madrid

Real Madrid fejrer sine triumfer vide Cibeles-fontænen og Atlético Madrid fejrer deres triumfer ved Neptun-fontænen.

Sådan er det bare, men sådan har det ikke altid været.

Faktisk var der engang, hvor det var lige omvendt og på Madridista.dk tager vi jer med ud på en lille historisk rejse til dengang, hvor Real Madrid fejrede sine triumfer ved Neptun og Atlético Madrid havde Cibeles-fontænen som omdrejningspunkt for deres fejringer.

I 1953 fejrede Atlético Madrid sit 50 års jubilæum under pomp og pragt og man besluttede at lave en sommer-turnering med deltagelse fra Ath. Bilbao (Tidligere moderklub) og Sportklub Wacker Wien, hvor man naturligvis skulle have et trofæ. En gruppe af skulptører blev sat til at lave et trofæ og her valgte man, at den skulle ligne Cibeles-fontænen. Og hvorfor så det?

Atlético Madrid blev dannet i 1903 som en gren af Ath. Bilbao og fik sit første logo i 1917, som var og er Madrid-symbolet ”Oso y Madroño” (Bjørnen og træet), som man havde brugt som trofæ ved sine tidligere sommer-turneringer Villa de Madrid, men ved jubilæet ønskede præsident Marqués de la Florida og General Gallego at det skulle være Cibeles-fontænen. Hermed var forbindelsen til Cibeles-fontænen skabt.

Cibeles Madrid

24 år senere skulle Real Madrid fejre 75 års jubilæum. Mørke skyer rullede ind over det nordlige Madrid i 1977, hvor spillerne var på kant med træner Miljan Miljanic, mens den legendariske præsident, Don Santiago Bernabéu, var dødssyg af kræft. Der var derfor et nærmest depressivt skær over fejringen, men bystyret tilbød en officiel reception for Real Madrid. Borgmesteren dengang var Juan de Arespacochaga og med i sit bystyre havde han en meget ung Florentino Pérez. Ved receptionen fik Don Santiago Bernabéu en reproduktion af Neptun-fontænen. Og det var igen en tilfældighed. Med Cibeles-fontænen flot placeret mellem Banco de España og Palacio de Correos, måtte man finde en skulptur med lige så betydningsfuld beliggenhed og det blev Neptun, som lå lige mellem datidens to suverænt bedste hoteller, Ritz og Palace, og med kig til Museo del Prado.

Neptun Madrid

Real Madrid havde også sin egen fodbold-turnering, hvor man inviterede Iran, Argentina og den marrokanske klub, Mouloudia Chaäbia, som et samlingspunkt for det bedste fodbold på de fire fodbold-kontinenter (Oceanien var ikke en del af det dengang, red.).

Det lokkede dog ikke ret mange på stadion, men i sidste end vandt Real Madrid turneringen over de senere verdensmestre fra Argentina, som var ledet af Menotti. Sejrsmålet blev i øvrigt scoret af Vicente del Bosque, som passerede ”El Loco” Gatti, som i dag er debattør på El Chiringuito.

Dermed var Neptun forbundet til Real Madrid og Cibeles til Atlético Madrid, men det ændrede sig en sommeraften i 1986, da Spanien i Mexico udraderede Danmark med hele 5-1 på fire mål af Emilio Butragueño. Sommeraftenerne blev nydt på terrasserne under åben himmel på Castellana fra Cibeles-fontænen og nordpå og det fik de fodboldgale spaniere til at fejre sejren ved Cibeles. Da spanierne samtidig skulle til valg senere på året var det oplagt, at fejre fodbold-sejren med tilråbene ”Oa, oa, oa, El Buitre a la Moncloa” og ”Se siente, Se siente, El Buitre presidente”.

Hermed var kimen lagt til, at Real Madrid skulle overtage Cibeles-fontænen, men først efter en af de legendariske ”Noches Inolvidables” på Estadio Santiago Bernabéu, hvor man den 2. marts 1988 sejrede 2-0 hjemme over Bayern München efter at have tabt den første kamp i Tyskland med 3-2.

Den gang var det normalt, at tilhængerne for Real Madrid og Atlético Madrid fejrede deres triumfer ved at køre gennem byen via Castellana, Alcalá og Gran Vía med hornet i bund, mens man hang ud af vinduerne med flag og halstørklæder. Denne aften stoppede karavanen i en gigantisk trafikprop omkring Cibeles-fontænen og siden har det været samlings-sted for Real Madrids triumfer.

Og hvordan havnede Atlético Madrid så ved Neptun-fontænen?

Jo, den 29. juni 1991 spillede man Copa del Rey-finale på Estadio Santiago Bernabéu. Modstanderen var Hector Cúpers Mallorca, som blev slået med 1-0 på mål af Alfredo i den forlængede spilletid og da Cibeles allerede var optaget af Real Madrid, var det naturligt for tilhængerne af Atlético Madrid at vælge Neptun-fontænen.

Og symbolsk passer Cibeles, gudinden for jorden og fertiliteten, bedre til Real Madrids stabile omdømme og vinder-mentalitet, mens Neptun, som er gud for havet og stormene passer bedre på et Atlético Madrid, som historisk har været i konstant forandring og i tumult.

Historisk tilbageblik: Da Juanito sparkede Matthäus i hovedet

Juanito Matthaus

Vi nærmer os 25 års-dagen for Juanitos død og har et forestående CL-opgør mod Bayern München.

I den forbindelse går vi tilbage i tiden til dengang, da Juanito sparkede Matthäus i hovedet. Det tjener ikke vor spanske legende til ære, men vi fortæller historien med Lothar Matthäus´ egne ord, som han netop har gengivet dem i tyske Sport Bild.

Han fortæller om episoden:

- Jeg snakkede med Andy Brehme om det, som i første omgang troede, at Juanito ville slå mig ihjel. På Youtube kan man fortsat se hændelsen, som er sat op som scenen i en skrækfilm. Vi havde spillet første kamp i München og vundet 3-0. Alene resultatet sårede hans spanske ære. Herudover følte de sig bortdømt af dommeren. Forinden havde jeg scoret på straffespark og så begik jeg et frispark på Chendo midt på banen og han.skubbede mig omkuld. Jeg lå på jorden og så ikke Juanitos løb over 10 meter hen imod mig. Det første jeg følte var et spark i ryggen. Og derefter en voldsom smerte, da han sparkede mig i hovedet så støvleknopperne ramte min kind og mit øre.

Juanito blev efterfølgende idømt en hård karantænestraf på hele 5 år og om det fortæller Matthäus:

- Forbundet idømte ham 5 års karantæne og som jeg hele tiden har sagt, så var det i orden. Han erkendte det selv, kom for at sige undskyld inden returkampen og uger efter sendte han mig et meget følelsesladet kort. Fem år senere fik jeg beskeden om, at han var blevet dræbt i et trafikuheld. På Bernabéu synger de den dag i dag hans navn, for Juanito repræsenterede som få Real Madrids fighterånd.

Lothar Matthäus afslutter interviewet med en fortælling om Juanitos udødeliggjorte ord ”Noventa minuti en el Bernabéu son molto longos”:

- Der gik kun et år, før de to hold mødtes igen, denne gang i kvartfinalerne og med revanche til Real Madrid. I den første kamp havde vi det hele i hænderne med en føring på 3-0, men de lavede to mål i de sidste fem minutter. I returkampen gav de os ingen chance og vi tabte 2-0. Det var dengang, på banen, at jeg forstod betydningen af Juanitos legendariske ord: ”Noventi minuti en el Bernabéu son molto longos”. Jeg kender ikke et eneste stadion, hvor man har fornemmelsen af at tiden går langsommere for rivalen end her. Hvert minut var en hård kamp.

Hændelsen med sparket i hovedet til Lothar Matthäus blev ikke modtaget vel i Real Madrids bestyrelse, som besluttede at dette skulle være hans sidste sæson i klubben. Det ændrer dog ikke ved hans legendestatus. 10 magiske år med op- og nedture, men altid med Real Madrid dybt forankret i sjælen.

Historisk tilbageblik: Da Gullit anbefalede Gordillo som Guldboldvinder

Gullit

Guldbolden er i disse år et anliggende mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, men tilbage i 1987 var er flere spillere om buddet, heriblandt flere spanske spillere, Real Madrid-spillere forstås.

Emilio Butragueño var et oplagt bud efter en tredjeplads året forinden, ligesom også Míchel var en kandidat. Det blev dog hollandske Ruud Gullit, som løb med æren.

Han var en af tre hollændere på det formidable AC Milan-hold under Arrigo Sacchis ledelse – de to andre var Marco van Basten (3 gange Guldbold-vinder) og Frank Rijkaard.

Ruud Gullit dedikerede straks Guldbolden til Nelson Mandela, som dengang var i fængsel for sin kamp mod Apartheid i Sydafrika og hollænderen havde gennem tiden deltaget i flere radioprogrammer, som støttede de forfulgte medlemmer af Mandelas parti.

Men udover at dedikere Guldbolden til Nelson Mandela, overraskede Ruud Gullit også alle denne aften ved overrækkelsen af trofæet, da han på det efterfølgende pressemøde sagde således:

- Jeg er taknemmelig for prisen, men det er ikke rimeligt. Jeg ville have givet den til Gordillo (Real Madrid-kæmpe, red.). Han er den bedste spiller, som træder ind på banerne i øjeblikket.

Udtalelsen overraskede alle, ikke mindst i Spanien, hvor man havde set Futre (Atlético Madrid) få andenpladsen, Butragueño og Míchel få tredje- og fjerdepladsen, mens femtepladsen gik til Gary Lineker (Barcelona). Ingen havde set Gordillo blive nævnt og han fik da heller ikke et eneste point ved afstemningen.

Men Rafa Gordillo var unægteligt en af tidens store spillere. Opvokset i Betis og med en stor karriere, både i det andalusiske og hos Real Madrid, hvor han huserede på venstrekanten og lavede en hel del mål og endnu flere oplæg og sammen med Míchel på højrekanten var han en af grundstenene på det fabelagtige La Quinta del Buitre-hold, som i disse år regerede i Spanien.

På trods af nøglerollen i Betis, Real Madrid og på det spanske landshold, var Gordillo dog aldrig den absolut toneangivende på sit hold og da han samtidig var særdeles ydmyg, forsvandt han let i mængden.

Men Ruud Gullit huskede ham på sin store dag i 1987 og gav Gordillo en velfortjent hyldest som et kærligt minde.

Historisk tilbageblik: Super Cup til La Real og 5 andenpladser til Real Madrid

SupercupLaReal og 5 andenpladser

I 1982 spillede man for første gang Super Cup i Spanien, altså mødet mellem mesteren og pokalvinderen.

Det blev et opgør mellem mestrene fra Real Sociedad og pokalvinderne fra Real Madrid og første opgør blev spillet den 13. oktober på Estadio Santiago Bernabéu.

De to klubber havde på det tidspunkt nogle ekstremt intense og tætte opgør. Real Sociedad var dobbelte mestre, men havde forinden tabt mesterskabet på næstsidste spilledag til Real Madrid, da man løb ind i sæsonens første nederlag mod Sevilla, men året efter fik man hævn over Real Madrid, da Zamora i sidste minut i sidste kamp scorede sejrsmålet og dermed snød Real Madrid, der allerede var begyndt at fejre mesterskabet efter sejren mod Valladolid.

Opgøret i Super Cuppen på Estadio Santiago Bernabéu blev akkurat så drabeligt, som man kunne forvente. Det havde været svært at finde datoer for kampenes afvikling på grund af de to klubbers travle program hen over sommeren, men der var lagt i kakkelovnen til dette opgør, hvor kampens stakkels dommer fik rigeligt at gøre med at styre kampen, hvor der blev kastet masser af genstande på banen og hvor han måtte uddele hele 14 advarsler, hvoraf to af dem ramte Juanito i løbet af kampens første 22 minutter.

På trods af det, vandt Real Madrid 1-0 på hovedstødsmål af Johan Metgod.

Returkampen blev spillet på det gamle Atocha-stadion i Sociedad den 28. december og det opgør blev endnu vildere end første kamp og dommer Pes Pérez måtte også hurtigt finde kortene frem, hvilket betød udvisninger til Real Madrids Juan José i det 22. minut og til Ángel i det 67. minut. I mellem disse to udvisninger – i det 53. minut – scorede Uralde det mål, som udlignede de to kampe og dermed måtte kampen ud i forlænget spilletid, hvor López Ufarte allerede i første minut scorede til 2-0, hvilket tvang Real Madrid frem på banen og det betød åbninger i defensiven, som Uralde udnyttede til at score til 3-0 og et perfekt sammenspil mellem Beguiristain og Bakero førte til, at Real Madrids Salgueiro lavede selvmål og dermed var derouten til at tage at føle på.

I løbet af sæsonen skulle det dog blive meget værre for Real Madrid og andenpladsen i den spanske Super Cup skulle blive symptomatisk for alt, hvad man rørte ved denne sæson.

I mesterskabskampen var Real Madrid med helt frem til sidste spillerunde, hvor man ude mod Valencia kunne nøjes med uafgjort eller måske endda tabe, hvis blot ikke Ath. Bilbao vandt ude over Las Palmas. Men Real Madrid tabte med 1-0 på en scoring af Tendillo, mens Ath. Bilbao gjorde kort proces og vandt 5-1 de canariske Øer.

Real Madrid havde dog fortsat muligheder for pokaler, idet man også havde nået Pokalvinder-finalen, hvor man skulle møde Alex Fergusons Aberdeen i Göteborg, men det opgør tabte man efter forlænget spilletid med 2-1.

Og så var der Copa del Rey-finalen mod Barcelona, som skulle spilles i Zaragoza og den blev vundet af Barcelona på et spektakulært hovedstød af Marcos.

Sidste håb forsvandt med den daværende liga Cup, hvor man igen skulle møde Barcelona. Det var et opgør over to kampe, hvor første kamp endte 2-2 i Madrid, mens man tabte 2-1 i Barcelona.

En hård sæson med masser af finaler, men desværre også lige så mange andenpladser var en kendsgerning.

Historisk tilbageblik: Di Stéfano: Hvis jeg var min kone......

Di Stefano hvisjegvarminkone

I dagens fodbold er det ikke ualmindeligt at se professionelle fodboldspillere reklamere for ting, som ligger langt væk fra deres gesjæft, men på Alfredo di Stéfanos tid var det et sjældent syn.

Og vores argentinske legende kom da også i gevaldig modvind den 16. december 1962, da han optrådte på en helsides reklame i avisen, hvor hans overkrop var klædt i Real Madrid-trøjen, mens underkroppen var byttet ud med et par kvindeben let over kors og med strømpebukser og med teksten: Hvis jeg var min kone, ville jeg gå med strømpebukser fra Berkshire.

Reklamen skabte decideret skandale i Spanien, hvor Madridistas måtte krybe langs murene i skam for ikke at møde hånlatteren fra omverdenen og det blev ikke bedre af et TV-spot samme dag, hvor man så Alfredo di Stéfano komme driblende med en bold mod kameraet, hvor han stoppede op og en journalist spurgte:

- Vi er sammen med Alfredo di Stéfano, verdens bedste spiller, som vil give os en vigtig meddelelse.

Hvorefter Di Stéfano sagde:

- Ved I, hvad jeg vil sige? Hvis jeg var min kone ville jeg gå med strømpebukser fra Berkshire.

Herefter drejede kameraet nedad og en montage viste et par kvindeben i stedet for argentinerens bentøj.

Reklamen blev på ingen måde godt modtaget i Real Madrid, hvor man ikke havde hørt om den og Don Santiago Bernabéu havde et heftigt skænderi med Alfredo di Stéfano om at få stoppet reklamen, som var planlagt til at blive vist masser af gange i de første to måneder og herefter to gange om ugen i det efterfølgende 6 måneder, men Di Stéfano ønskede ikke at få stoppet reklamen.

Annoncen fortsatte derfor i nogle dage og skabte en sensationel kampagne, men det lykkedes Real Madrid at få stoppet reklamen ved at tilbagebetale de 150.000 pesetas, som argentineren ikke ville tilbagelevere. Og for Berkshire var det også en god handel, idet man helt gratis havde fået masser af reklame.

Alfredo di Stéfano havde på dette tidspunkt været ude af spillet siden slutningen af oktober og var også ude resten af året, hvor Real Madrid på næstsidste dag i 1962 tabte med hele 5-2 på udebane til Mallorca, men argentineren var tilbage til kampen mod Ath. Bilbao den 6. januar og for første gang i sin karriere i Real Madrid blev han mødt med en øresønderrivende pibekoncert fra de fremmødte Madridistas.

Alfredo di Stéfano viste dog, at hans ben fortsat kunne bruges til at spille fodbold med, idet han scorede to mål i kampen, som Real Madrid vandt med 3-2. Argentineren var også kraftigt medvirkende til, at Real Madrid senere kunne genvinde mesterskabet, endda med hele 12 points ned til Atlético Madrid.

Historisk tilbageblik: Luis Figo og grisehovedet

Grisehoved

På en dag, hvor Sporting Lissabon og Real Madrid mødes, er det oplagt at tage jer med tilbage til den 22. november 2002, hvor Luis Figo (fortid i begge klubber) var på besøg med Real Madrid på Nou Camp for anden gang til opgøret mod sin tidligere klub, Barcelona.

Forud var gået historien om Florentino Pérez´ opsigtsvækkende køb af portugiseren ved simpelthen at udnytte frikøbs-klausulen til at hente den populære offensiv-spiller til den spanske hovedstad som løfte i præsidentvalget i 2000.

Luis Figo var første gang tilbage på Nou Camp som Real Madrid-spiller den 21. oktober, hvor han blev udsat for en øredøvende pibekoncert i en kamp, hvor han ikke turde nærme sig kanterne og tage hjørnespark, som han ellers normalt gjorde, af frygt for kasteskyts. Real Madrid endte med at tabe opgøret med 2-0, men hadet til Real Madrid i almindelighed og Luis Figo i særdeleshed stod i flammer denne aften, selv om Barcelona selv havde hentet Rivaldo ved at betale frikøbs-klausulen.

Året efter var Luis Figo ikke med i opgøret i Barcelona på grund af karantæne, men i 2002 var han tilbage og op til opgøret var der stor kritik af hans fravær året forinden og hans første optræden i første kamp, hvor han ikke spillede på fløjen.

Luis Figo forventede dog, at kritikken var aftaget og bedyrede derfor over for holdkammerater og træner, at han denne gang ville tage hjørnespark. Som sagt så gjort.

Kampen den 22. november 2002 vil blive husket for en eneste ting. Grisehovedet. Alle kan erindre billedet af grisehovedet liggende i græsset, smidt fra tilhængerne sammen med en masse andre ting. I dagene efter kampen forsøgte Barcelona ellers at antyde, at billedet var opfundet af avisen, mens præsident Joan Gaspart forsvarede tilhængernes handlinger ved at kalde Luis Figo for en provokatør, som kun opildnede til ballade ved at tage hjørnesparkene.

Den spanske TV-kanal Telecinco kunne dog vise klip, hvor grisehovedet blev kastet fra tilskuerpladserne og dommer Medina Cantalejo måtte da også afbryde kampen og sende spillerne i omklædningsrummet, mens Barcelona via højttalere forsøgte at få styr på deres uvorne fanskare. Spillerne var tilbage et kvarter senere og fik afviklet 0-0-kampen i nogenlunde ro og orden.

Ved hjemkomsten til Barajas-lufthavnen blev Luis Figo mødt af hundredevis af Madrid-fans, der opfattede ham som en helt, og allerede dagen efter var det store samtale-emne, hvor mange spilledages karantæne Barcelona ville få for tilskuer-urolighederne.

Dommer Medina Cantalejo beskrev i sin dommer-rapport hændelserne som ”Alvorlige” og ikke ”Meget alvorlige”, hvilket tillod at der kunne sås tvivl om straffens udmåling. Liga-komitéen kom dog frem til, at Nou Camp skulle lukkes i to spillerunder, hvilket Barcelona med det samme afslog at følge og stik imod alle normer, indledte man en civil retssag for at få omstødt dommen. Det spanske fodboldforbund pressede ikke på for at få Barcelona til at stoppe den civile retssag, sådan som man tidligere havde gjort det med Deportivo, men i stedet trak sagen så meget i langdrag, at man kunne nå at få lavet reglerne om, således at straffen kun var bøde og ikke lukning af stadion.

Herefter trak Barcelona sit civile søgsmål tilbage og kunne altså nøjes med en bødestraf.

Men grisehovedet er der ingen, som har glemt......

Historisk tilbageblik: Da Ramón Mendoza forærede tusindvis af ure til Atlético Madrid-medlemmer

GavefraDonRamn

Op til El Derbi er det blevet tid til et nyt historisk tilbageblik og denne gang skal vi tilbage til 1989, hvor Real Madrid i en sidste-øjebliks handling forhindrede, at legendariske Fernando Hierro skiftede til Atlético Madrid.

Den 17. juni 1989 blev en modvillig Fernando Hierro fremvist med Atlético Madrid-trøjen på Estadio Vicente Calderón.

Forud var gået et forløb, hvor Fernando Hierros hidtidige klub, Valladolid, havde forhandlet med Atlético Madrid bag den unge midtbanespillers (det var han på det tidspunkt, red.) ryg. Klubberne var blevet enige om en pris på 150 millioner pesetas, svarende til 900.000 € og en årsløn på 25 millioner pesetas, svarende til 150.000 €. Samtidig skulle Fernando Hierro fortsætte endnu en sæson i Valladolid på en lejeaftale.

Fernando Hierro var mildest talt misfornøjet og ved præsentationen sagde han da også:

- Det har været ret uheldigt. I går talte jeg med præsidenten (Valladolids, red.) og han fortalte mig ikke noget om et salg. Og da jeg kom for at hilse på mine holdkammerater, kunne de fortælle mig, at jeg fra 1990 bliver Atlético Madrid-spiller.

Og han fortsatte:

- Ja, jeg har følt mig lidt som en vare. Jeg bliver nødt til at snakke med Miguel Ángel (Valladolids præsident, red.), så han kan forklare mig detaljerne om forhandlingerne.

Fernando Hierro var nemlig klar over, at Real Madrid havde fremlagt et økonomisk mere rentabelt bud på spilleren og i sidste ende måtte Valladolid da også acceptere et salg til Real Madrid.

På denne tid var Jesús Gil y Gil og Ramón Mendoza præsidenter for de to klubber og de havde en indbyrdes kamp om at tækkes egne medlemmer ved at genere modparten. Ramón Mendoza gjorde det ved at købe spillere, som var på Atlético Madrids liste over interessante spiller og samme sommer som ovenstående fik man også hentet Luis Milla, der forinden var meldt tæt på Atlético Madrid. Real Madrid måtte dog betale en kompensation på 10 millioner € til Atlético Madrid for at få Barcelona-spilleren.

Det fik Jesús Gil y Gil til at få fremstillet flere tusinde ure (nogle taler om mere end 70.000 stk., red.) med Atlético Madrids logo og teksten: ”Gave fra Don Ramón”.

Herefter fik Atlético Madrids medlemmer tilsendt en gavecheck med følgende påskrift:

- Gavekort til indløsning af ur med mærket ”Racer”. En gave fra Don Ramón. Kan afhentes på klubbens kontorer på Estadio Vicente Calderón i dagene fra den 17. til den 30. september 1990 (kun på arbejdsdage). Tidspunkt fra 10:00 til 13:30 og fra 17:00 til 19:30.

Uret fra den gang sælges i dag på hjemmesiden Milanuncios for 150 €.

Historisk tilbageblik: "Santiaguina" fødes i Wien.

SantiaguinaEn fnysende arrig Don Santiago Bernabéu fortæller sine spillere, at de skal tage sig sammen i Wien.

Vi skal 60 år tilbage i tiden til den 14. november 1956, hvor Real Madrid var på besøg i Wien til opgøret mod Rapid i mesterholdenes turnering. Her fødtes begrebet “Santiaguina”, som henviser til en skideballe fra Real Madrids legendariske præsident, Don Santiago Bernabéu.

Real Madrid havde vundet første udgave af den nye turnering, hvilket gav retten til at forsvare titlen, selv om de ikke var blevet spanske mestre og første runde bød på opgøret mod det østrigske hold, som på den tid var et stærkt mandskab med navnkundige folk som Happel og Hanappi som omdrejningspunkter.

Real Madrid havde vundet den første kamp i Madrid med 4-2, men man fik en skrækkelig start på returkampen, da forsvareren Oliva brækkede benet efter blot fem minutter og knap et kvarter senere slog målmand Alonso hånden alvorligt i et fald (det viste sig efterfølgende at hånden var brækket), men han fortsatte kampen. Kort forinden var Rapid Wien kommet foran med 1-0 efter et frispark fra Happel, som også lavede to mål lige inden pausen.

Det var derfor en flok slukørede Real Madrid-spillere, som gik i omklædningsrummet bagud med 3-0, men der havde de ikke siddet ret længe, før døren blev revet op af en rasende Don Santiago Bernabéu, som tog sin hat af og hamrede den ind i væggen, inden han vendte sig mod spillerne og råbte:

- Tøser! Hvad sidder I her og tuder for. Jeg skammer mig over at se jer, men det var mere skamfuldt for mig at se jer derude på banen. Ved I, hvor mange spanske arbejdere, som er her i dag, ved I hvor mange, der er kommet langvejs fra, ved I at i morgen vil de blive drillet, ved I hvor meget de knokler for at få Spanien på benene. I er for uværdige til dette! Tøser!

Der var stille i omklædningsrummet, indtil Zárraga formastede sig til at tage ordet på spillernes vegne:

- Don Santiago.....jeg synes ikke, at du er retfærdig.........vi gør hvad vi kan....

Real Madrid-præsidenten kiggede olmt på ham og svarede:

- Du skal holde din kæft, det drejer sig ikke om dig. Hvis I har nogen som helst skam i livet, så går I på banen og viser jer som mænd og I skal ikke igen gøre mig skamfuld over jer.

Herefter tog han sin hat, hamrede den ind i væggen igen, inden han knaldede døren i efter sig, så den nær var gået løs af hængslerne.

Spillerne kiggede på hinanden og tog udfordringen op. Med en skadet målmand var de reelt kun 10 mand på banen, men de knoklede for sagen og beskyttede ham, når der var behov for det og efter et kvarter fik Alfredo di Stéfano reduceret og selv om Rapid Wien pressede på, blev der ikke scoret mere.

Dengang spillede man ikke med, at udebanemål tæller dobbelt og derfor skulle der spilles en ny kamp. Real Madrids legendariske Raimundo Saporta fik forhandlet en aftale på plads med Rapid Wien om, at den skulle spilles i Madrid mod at den østrigske klub fik alle pengene fra billetsalget og det opgør blev vundet med 2-0 af Real Madrid på scoringer fra Joseíto (2.) og Raymond Kopa (24.).

Det førte til, at Real Madrid senere vandt sin anden mesterholds-turnering af i alt fem på stribe. Alt sammen takket være “Santiaguina”......

Historisk tilbageblik: Pablo Hernández Coronado

PabloHernandezCoronado

I dag er det 19 år siden, at Pablo Hernández Coronado afgik ved døden, blot en måned før han ville være fyldt 100 år.

Der er nok ikke ret mange, som kender denne mand, men han var faktisk en af arkitekterne bag det første ”store Real Madrid-hold”, som man skabte i 1930erne med købene af daværende Galácticos som Zamora, Ciriaco, Quincoces, Regueiro-brødrene og angriberen Olivares. Dengang som nu var der en voldsom debat mellem brugen af dyrt indkøbte stjerner og egne talenter (kendt som Cantera o Cartera) og Pablo Hernández Coronado var tilhænger af, at man forsøgte at mikse de to former.

Han indledte selv sin karriere som spiller, nærmere betegnet målmand i først Club Stadium, siden Gimnástica og til sidst i Real Madrid og han blev en af de mest betydningsfulde mænd i udviklingen af fodbolden i Spanien. Han var særdeles belæst og studerede både medicin, ingeniør og handel, men fodbold var altid i forreste række.

Han blev forudtaget til De olympiske Lege i Antwerpen, men blev til sidst overhalet af legendariske Zamora og Eizaguirre. Efter endt fodbold-karriere blev han både træner og dommer, endda en af de mest berømte af slagsen.

Under den spanske borgerkrig var han en af de få personer, som ikke var tvunget til at flygte fra den spanske hovedstad (i modsætning til eksempelvis Zamora) og som teknisk sekretær i Real Madrid samarbejdede han med det nye styre for at få klubben til at fungere bedst muligt under de svære vilkår.

I det retslige efterspil efter den spanske borgerkrig var han en af de få, som slap for en dom, fordi alle var enige om, at han kun havde handlet ud fra sportslige synspunkter. Han var samtidig særdeles afholdt og havde mange venner. Han fortsatte derfor i klubben i nogle år, indtil en tvist med Don Santiago Bernabéu tvang ham til at forlade Real Madrid. Inden da havde han nået at søsætte initiativer som at give klubbens spillere trøjenumre (Real Madrid var den første klub i Spanien til at gøre dette) og til at eksperimentere med forskellige holdopstillinger, en på hjemmebane og en på udebane.

Pablo Hernández Coronado nåede også at være landstræner i to perioder. I den første periode blev han kendt for på forhånd at frygte naboerne fra Portugal med udtalelsen inden kampen: ”Det ser ud til, at jeg får æren af at blive den første landstræner, som taber mod Portugal”.

I hans anden periode som landstræner deltog Spanien i VM i Chile og her blev han voldsomt kritiseret for at have udtaget flere aldrende udenlandske stjerner, som var blevet nationaliseret, heriblandt Alfredo di Stéfano, Eulogio Martínez, Ferenc Puskas og Santamaría.

Men hans forhold til journalister var aldrig specielt hjerteligt og han blev også kendt for udtalelsen: ”For at skrive om fodbold behøver man kun to ting: At være gode venner med redaktøren og ikke at have andet at lave”.

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.