Zidane: Vi skal være 150 % klar for at vinde
Real Madrid møder i morgen aften Alavés i La Liga, og Zinedine Zidane har snakket med pressen forud for det opgør.
Om sin tilgang til cheftrænerjobbet sagde han:
- Du er nødt til at tro på dig selv. Spillerne tror også på det. Jeg er meget positivt indstillet; jeg er i en privilegeret position, og i sidste ende titter solen altid frem efter en storm. Sådan er livet. Med vores kvalitet kommer vi til at få gode resultater. Vi kommer til at opleve flere besværlige øjeblikket, men vi vil forsøge at fortsætte fremad.
Real Madrids modstandere er altid tændte i Real Madrids kampe på grund af Real Madrids status som storklub, og om det sagde den franske cheftræner:
- Holdene er mere end klar, når de møder Real Madrid. Vi skal være 150 % klar for at have en chance for at vinde. Men hvis vi er ligeså klar som dem, så kan vores kvalitet gøre forskellen.
Zidane benægter desuden, at Real Madrid kan se sig fri for kritik efter sejren over Inter:
- Det vil ikke ændre det faktum, at der vil blive snakket om holdet. Det må vi affinde os med, og vi må fortsætte med at gøre vores bedste.
Real Madrid var uden store navne som Karim Benzema og Sergio Ramos imod Inter, men i stedet gjorde breddespillere som Lucas Vázquez og Nacho det fremragende, og det behagede Zidane:
- Alle kan bidrage, og det er en god ting. Vi ønsker den soliditet, som vi havde i Milano, men der har også været andre kampe, hvor vi har været gode. Vi skal fokusere på det, som vi gør godt.
- Det (kampen imod Alavés i morgen aften, red.) er endnu en finale. De vil gøre det svært for os, og der er tre point at spille om.
Real Madrid går ind til morgendagens kamp uden Ramos, Benzema og Carvajal, og Zidane forklarer hvorfor:
- Der er noget galt med Carvajal, han har nogle skavanker. Karims problemer har varet længere, end vi troede, de ville. Fornemmelsen omkring Sergio (Ramos, red.) er god.
Om Ødegaard:
- Lidt efter lidt viser han, at han er en god spiller, men det, der betyder noget for mig, er det, vi gør som hold. Hvis vi gør tingene sammen, er det svært for andre hold at slå os.