Real Madrid med gode muligheder for at gå videre fra Champions League-gruppespillet
Real Madrid startede for anden sæson i streg dårligt ud i Champions League med en uafgjort og et nederlag i de første to kampe, men efter to sejre over det på papiret næstbedste hold i gruppen, Inter, så ser det nu meget positivt ud for Los Blancos.
Resultatet betyder, at Real Madrid rykker op på andenpladsen i gruppen, eftersom Borussia Mönchengladbach igen rundbarberede Shakhtar Donetsk, og dermed har Kongeklubben tre point ned til Shakhtar på tredjepladsen.
Med to kampe tilbage betyder det, at Real Madrid blot behøver en sejr over Shakhtar på udebane i næste spillerunde for at spille sig videre fra gruppen. Inter er på sidstepladsen med to point og vil derfor ikke kunne spille sig videre, hvis Real Madrid får bare én mere sejr.
I sidste spillerunde tager Real Madrid imod gruppens førerhold, Borussia Mönchengladbach, og vinder Real Madrid også den kamp vil man indtage førstepladsen og dermed have fordelen af at skulle møde en af de andre gruppers toere. Sidste år blev man nummer to efter PSG, og efterfølgende trak man Manchester City, som man med stor sandsynlighed kan risikere at trække igen, hvis ikke man vinder gruppen.
Førstepladsen kan faktisk være endnu billigere til salg for Real Madrid, hvis Gladbach ikke formår at slå Inter i næste spillerunde. I så fald skal Real Madrid blot undgå at tabe til den tyske klub i gruppespillets sidste kamp, hvis man da forinden sørger for at slå Shakhtar.