unisportShop2017

Analyse: Pogba til Real Madrid?

Pogba as 010219

Real Madrid har allerede leveret et transfervindue, der er en kongeklub værdig. For godt €300 mio. er navne som Éder Militão, Luka Jovic, Rodrygo, Ferland Mendy og - naturligvis - Eden Hazard blevet tilføjet spillertruppen til den kommende sæson.

Men meget tyder på, at Real Madrid ikke er færdige på transfermarkedet. Tiltagende rygter har kædet madrilenerne sammen med adskillige navne, hvoraf mange har sit udgangspunkt fra midtbanen. Med salget af Llorente, de mange afgangsrygter om Ceballos og James samt den aldrende Luka Modric giver det på mange måder mening for Zidane at se på forstærkninger til denne del af spillet.

I denne artikelserie vil Madridista.dk analysere de varmeste navne til den sidste og afgørende tilføjelse til denne position på midtbanen. Det mest naturlige sted at starte er det varmeste navn - nemlig hos den franske verdensmester Paul Pogba.

Franskmanden er en kontroversiel figur - men hvordan præsterer han egentlig i statistikkerne?

Det mest iøjnefaldende ved Paul Pogbas præstationer er hans grundlæggende målfarlighed. I den seneste sæson præsterede franskmanden hele 16 mål fordelt på 47 kampe, hvilket sikrede ham topscorertitlen i Manchester United. Med til historien hører imidlertid, at syv af målene blev sat ind på straffespark. En mere retvisende statistik er således, at Pogba i Premier League præsterede 8,27 NPxG (’non-penalty expected goals’), som fordelt på hans spilleminutter svarer til 0,25 NPxG pr. kamp. Med andre ord scorer franskmanden i snit et forventet mål hver fjerde kamp. Til sammenligning er dette væsentligt mere målfarligt end både Modric (0,10 NPxG pr. kamp) og Kroos (0,06 NPxG pr. kamp).

I Spanien tales der ofte om en midtbanespillers vigtige evne til at ankomme i et sent løb i feltet - "la llegada" - og dette er netop en grundlæggende årsag til Pogbas målfarlighed. Med et snit på 3,14 afslutninger pr. kamp foretages næsten halvdelen af disse dertil inden for straffesparksfeltet (1,29 pr. kamp), der igen udviser offensive output langt højere end både Modric (0,55 pr. kamp) og Kroos (0,2 pr. kamp).

Paul Pogbas skudpositioner fra den seneste sæson i Premier League er illustreret grafisk nedenfor, hvor skudfarligheden både udenfor og indenfor feltet tydeligt kan ses.

pogba shotmapPogbas shotmap. Kilde: Understat.com

Udover den direkte målfarlighed brillerer Pogba ligeledes som en sand kreatør. I den forgangne sæson præsterede franskmanden hele 11 assists, hvilket igen toppede listen hos Manchester United. Rent statistisk er der imidlertid sandsynligvis tale om en mindre overpræstation på dette parameter, idet de dybereliggende tal viser en forventet assistrate på 0,15 xA pr. kamp. Disse tal er imidlertid sammenlignelige med andre kreative kræfter i Real Madrid hos både Isco (0,17 xA pr. kamp) og Modric (0,13 xA pr. kamp).

Noget kunne endda tyde på, at disse statistikker holdes tilbage af, at Pogba på samme tid har defensive forpligtelser. Med forbehold for det smalle datagrundlag viser yderligere tal fra kampe, hvor franskmanden derimod har sit udgangspunkt i en mere offensiv midtbaneposition, at der præsteres hele 0,56 NPxG pr. kamp og 0,38 xA pr. kamp. Observationer, der netop indikerer, at Pogba blot bliver endnu bedre i et mere frit system som Zidanes Real Madrid.

Grundlæggende er Paul Pogba imidlertid rent statistisk en tovejsspiller i verdensklasse. I nedenstående figur illustreres et heatmap for Manchester Uniteds kamp mod Cardiff, hvor Pogba sammenligneligt med en potentiel rolle hos Real Madrid startede i en tremandsmidtbane med stor taktisk frihed. Franskmandens bevægelser viser tydeligt, hvordan han både evner at hjælpe til defensivt samtidig med, at han formår at være fremtræden rent offensivt på kanten af feltet.

pogba heatmapPogbas heaptmap vs. Cardiff. Kilde: Whoscored.com

På den måde brillerer Pogba på samtlige parametre - om det er defensivt med et gennemsnit på 1,9 tacklinger og interceptions pr. kamp, om det er kreativt med 1,6 nøgleafleveringer pr. kamp eller den førnævnte målfarlighed med 16 mål i sæsonen.

Pogba er eftersigende øverst på Zidanes ønskeliste. Problemet er imidlertid, at Manchester United har vist sig som svære forhandlingspartnere - og prisen rygtes til at være over €150 mio. for den franske verdensmester. Pogba bliver af mange set som en unødvendig tilføjelse til Real Madrid-truppen, der mest vil stjæle overskrifter i sladderpressen fremfor på fodboldbanen. Faktum er imidlertid, at Pogba også på banen er en sand galáctico. Med mål og assists vil han tilføje en ekstra dimension til den madrilenske midtbane - noget som lige netop Zidane forstår vigtigheden af.

Data hentet fra Whoscored.com, understat.com, transfermarkt.com samt StatsBomb.

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.